top of page

Vi kan ubevidst skabe en distance til dem vi elsker mest. Det kan eksempelvis være vores børn, hvor vi pakker os ind i vrede, så vi undgår skuffelser eller andre følelser af sorg og afmagt - følelser, der er værre end den vrede, vi sætter i stedet.

Når vi gør det, så bliver vores børns længsel og søgen efter nærhed, kærlighed og omsorg skuffet og de lærer (som du selv gør) at opbygge en skal omkring sig. Måske præcis som dine forældre og deres forældre før dem.


Det kræver mod at tage hånd om skammen og skabe nye familiedynamikker. Moddet der er tale om her er i bund og grund evnen til at vise sårbarhed - at vise det, der reelt er bag skallen og vreden.

Det er svært for nogen at knytte an til dig, når du har skabt et panser til at beskytte og dække over den sårbare side. Det er jo sådan set smart, da det netop er nærhed, som du muligvis ubevidst forsøger at undgå.

Du er sårbar når andre mennesker føler sig forbundet til dig, og du til dem. Denne sårbarhed kan være forfærdelig skræmmende, og vreden bliver således en måde at holde sorgen og skammen på afstand. Dog resulterer det samtidig i, at vi holder den nærhed, som vi ellers længes så meget efter, på afstand.



Gennem terapi kan vi blive bevidste om en adfærd, som vi ønsker at ændre. Man kan sige, at vi bliver kognitivt bevidste om vores egne inkompetencer. Det kan umiddelbart lyde som en tilbagegang fra at have været ubevidst inkompetent - og det er det sådan set også, på nogle punkter.

Det kan være mere rart og trygt at leve i lykkelig uvidenhed. Dog gør det os desværre ikke til frie og lykkelige mennesker, at leve et liv i uvished og ude af stand til at kunne ændre på vores fastlåsthed. Denne uvis- og fastlåsthed fører også fysiske symptomer med sig.



Når vi er i en ubevidst inkompetent tilstand eller et konstant selvbedrag, så har vi ikke en jordisk chance for at undersøge, hvor ubehaget og fastlåsheden kommer fra. Det gælder også lidelser som depression, angst mv.


Faktisk er der ikke et mere behageligt sted at være, end i en bevidst inkompetent tilstand. Det er også årsagen til, at vi ikke nødvendigvis, med det samme, får det bedre når vi starter med at kigge indad.

Vi bliver i første omgang klar over, at vi har ansvaret for vores egen lidelse. Vi kan iagttage os selv udefra, når vi opfører os ureguleret eller tavse, hvor vi ønsker at gøre noget andet. Desværre er vores emotionelle hjerne ligeglad med den kognitive hjerne. Det betyder, at de ønsker, som opstår i forbindelse med den udvidede selvindsigt, kan være yderst svære at adlyde.

Det gælder uanset om vi snakker om adfærd ift. vores partner, familie eller venner, eller vi taler om adfærd, vi ønsker at ændre (eksempelvis misbrug i form af spiseforstyrrelser eller alkohol) eller anden adfærd, som vi måske for længe siden har set er dårlige for os og har besluttet at ændre.

Det handler langt fra om, at se at det hele er vores egen skyld og at tage det hele på vores egne skuldre. Det handler om nænsomt at forstå, hvorfor du f.eks. ikke siger fra overfor adfærd, når du mærker, at det ikke føles godt. Det kan også være adfærd, som du faktisk er helt klar over er uacceptabel.

Efter vi har skabt en større forståelse, kan vi derefter arbejde på at kunne sige fra, uden at autopiloten slår til. En autopilot i nervesystemet, er et forsøg på at beskytte dig ved at forhindre dig i at gøre det, som du har brug for at gøre. Det Lyder usmart, men var engang virkelig dygtigt og klogt at installere, for ikke at opleve uro og ubehag i form af f.eks. skam og ydmygelse.

Løsningen består blandt andet i at lære nervesystemet, at den gamle fare rent faktisk ikke er til stede længere. Det tror vores nervesystem blot, at den er.

Selvfølgelig kan vi stadig stå i farefulde situationer, men så er der måske brug for hjælp til at forstå hvorfor vi ikke trækker os væk, eller støtte til hvordan vi håndterer det på den mest hensigtsfulde måde.



Ledelse findes ikke uden relation og omfatter din relation til andre og til dig selv. Flere forskningsprojekter peger på, at tryghed i relationer er den mest afgørende faktor for præstation i organisationer.

Kontakten og interaktionen i en relation kan være uhensigtsmæssig eller fraværende, men det ændrer ikke på, at du relaterer til andre - og til dig selv - når ledelse (det at blive ledet af andre samt selvledelse) spiller sig ud. Det kan være relationer, der irriterer og forstyrrer dig og skaber konflikt. Det kan også være relationer, der vækker en følelse af arrogance, kedsomhed, eller en følelse af at være uretfærdigt behandlet, overlegen eller måske at være helt ubetydelig eller på konstant overarbejde.

I organisatoriske og arbejdsmæssige sammenhænge er dine relationer ofte filtreret ind i både strukturelle og politiske udfordringer, der kan gøre problematikker yderligere udfordrende og svære at gennemskue. Der er både synlige og skjulte mekanismer, som vi også har blik for i vores forløb.


Jeg undrer mig af og til over følelsen af fastlåsthed, da arbejdslivet og kollegaer bestemt kun tilbyder frihed. At det ikke er arbejdsrelateret stress, eller at det kun er arbejdsrelateret stress. Det må være mig, der er utilstrækkelig og forkert, siden jeg ikke kan have det godt, eller det modsatte, hvor alle er idioter.

Et eksempel er, at det kan være svært at navigere som menneske i en organisatorisk virkelighed med en høj grad af selvledelse. På den ene side er friheden og medbestemmelsen, og på den anden side vores identitet, selvforståelse og strategier. Alt dette er i kombination med en Corporate og HR tankegang, der ofte begrænser handlemulighedsrummet. Corporate kommer af det latinske ord “corpus”, som betyder krop og ordet “corporate” kan oversættes til “én samlet krop”. Uanset hvor meget frihed vi taler om i den sammenhæng, så vil der altid være et ønske om én samlet enhed, hvor de menneskelige ressourcer går i samme takt.

Den offentlige sektor har også fulgt trop med diverse tiltag inden for new public management. Når det kombineres med Human Ressources, som iagttager mennesket som et objekt, der har til formål at skabe mest mulig værdi for den samlede krop, så giver det mening at der kan opstå en følelse af at være fanget, til trods for at man også er fri: “Vær fri, som jeg har befalet dig!”

Når det er sagt, så er det fra min side ikke en dom om, hvorvidt moderne ledelsespraksis er godt eller skidt. Jeg er kun optaget af, hvordan det kan være svært at være menneske i den.



bottom of page