Vi kan ubevidst skabe en distance til dem vi elsker mest. Det kan eksempelvis være vores børn, hvor vi pakker os ind i vrede, så vi undgår skuffelser eller andre følelser af sorg og afmagt - følelser, der er værre end den vrede, vi sætter i stedet.
Når vi gør det, så bliver vores børns længsel og søgen efter nærhed, kærlighed og omsorg skuffet og de lærer (som du selv gør) at opbygge en skal omkring sig. Måske præcis som dine forældre og deres forældre før dem.
Det kræver mod at tage hånd om skammen og skabe nye familiedynamikker. Moddet der er tale om her er i bund og grund evnen til at vise sårbarhed - at vise det, der reelt er bag skallen og vreden.
Det er svært for nogen at knytte an til dig, når du har skabt et panser til at beskytte og dække over den sårbare side. Det er jo sådan set smart, da det netop er nærhed, som du muligvis ubevidst forsøger at undgå.
Du er sårbar når andre mennesker føler sig forbundet til dig, og du til dem. Denne sårbarhed kan være forfærdelig skræmmende, og vreden bliver således en måde at holde sorgen og skammen på afstand. Dog resulterer det samtidig i, at vi holder den nærhed, som vi ellers længes så meget efter, på afstand.